En dag får jeg forevist et dagbogsnotat af en kursist, der her meget præcist sætter ord på vedkommendes oplevelser med sprogskolen, undervisningen, Danmark og den skrøbelige situation kursisten befinder sig i. Kursistens slutning på dagbogsnotatet rammer mig imidlertid som en hammer: Jeg må fremhæve, at da min underviser mistede kontrollen og opførte sig på en respektløs måde med mig foran helle klasseværelset, selvom jeg, i min begrænsede beherskelse af sproget, bad (vedkommende) om at falde til ro og lade (vedkommende) vide, at jeg ikke forstod (vedkommendes) opførsel.

I det ojeblik følte jeg ikke, at det var underviseren, der lavede efejl ,Jeg følte, at skolen svigtede mig, jeg har stadig den følelse af, at mit yndlingssted, mit undervisningssted, ikke længere var et sikkert sted. det er skolens pligt at sikke , at det ikke sker igen.

Her påpeger kursisten underviserens unikke position og fortsætter dagbogsnotatet: "Det er afgørende, at underviserne kender betydningen af sprogskole for udlændinge, Så det kan gøre en forskel for, om vores integracion i vores nye land er tilfredsstillende. At adoptere og respektere en ny kultur afhænger af mange faktorer, men uden tvivl er vores undervisere vore nærmeste eksempel på at rejse denne vej.

" Dagbogsnotatet fremhæver sprogskolen som det sted, hvor en flygtet eller immigreret kursist kan møde empati og respekt i sprogundervisning, personlig hjælp, venner, selvtillid og tro på at det kan lade sig gøre at nå frem til en god og tryg tilværelse i Danmark - vel at mærke, når og hvis skolen lever op til denne forestilling hos kursisten. Dette dagbogsnotat vidner om den store udfordring samt det store ansvar, jeg påtager mig hver eneste dag i min undervisning og klasserumsledelse af mine kursister i dansk som andetsprog.

Derfor bliver klasserumsledelse et spørgsmål om mine værdier og normer, sprog- og menneskesyn samt mit eget etiske ståsted, for der skal både være tale om forpligtigelser og konsekvenser samt nærhed og nærvær i. .